På vegen kvit av måneskin,

Holdvilágos, fehér úton,

når himmelhyrdingen med stav

Mikor az égi pásztorok

driv alle skyer fram i flokk,

Kergetik felhő-nyájokat,

da kjem dei, dødens gangarar,

Patkótlanul felénk, felénk

mot oss, mot oss, i ville trav.

Ügetnek a halál-lovak.

Kjem utan hovslag, hugar drap,

på ryggen ber dei bleike skrømt

Nesztelen, gyilkos paripák

i dette stumme skugge-ritt.

S árnyék-lovagok hátukon,

Og når dei rid ved nattetid,

Bús, néma árnyék-lovagok.

har månen sjølv blitt redd og rømt.

A Hold is fél és elbúvik,

Men heile verda ligg og søv.

Ha jönnek a fehér úton.

Og ingen veit kva veg dei kom.

Dei sakkar farten, stansar brått.

Honnan jönnek, ki tudja azt?

Ein gangar utan ryttar står

Az egész világ szendereg:

og ventar der med salen tom.

Kengyelt oldnak, megállanak.

Og han som dei har stansa for,

Mindig van szabad paripa

han bleiknar der han stig til hest.

S mindig van gazdátlan nyereg.

Så jagar Døden i galopp

på vegen kvit av måneskin:

S aki előtt megállanak,

Kven blir den neste nattegjest?

Elsápad és nyeregbe száll

S fehér úton nyargal vele

Holdvilágos éjjeleken

Új utasokért a Halál.